Forfatter

Sophus Claussen

1865-09-12 – 1931-04-11

Claussen, Sophus Niels Christen, 1865–1931, Forfatter. Født 12. September 1865 i Helletoft paa Langeland, død 11. April 1931 i Gentofte, begravet sammesteds. Forældre: Gaardfæster, senere Bladudgiver og Statsrevisor Rasmus Claussen og Hustru. Gift 1° 12. Sept. 1896 i Hatting med Anna Cathrine Christensen, født 8. April 1868 i Horsens, Datter af Sadelmager Harald Lorentz Carstens Claussen (1836–1914) og Jessigne (Signe) Pouline Hansen (1837–1908). Ægteskabet opløst. 2° 10. April 1931 i Gentofte med Inger Katrine Nielsen, født 6. Aug. 1888 i Kbh. (Frue), Datter af Fuldmægtig Frederik Julius N. (1867–1920) og Anna Cathrine Eggert (1860–1919).

Claussen kom fem Aar gammel med Forældrene til Falster, 1881 til Kbh. og blev Student 1884 fra Mariboes Skole. 1886 blev han Journalist ved »Horsens Folkeblad« og kort efter 1890 Medarbejder ved »Politiken« (Mærker bl. a. Antonius og Proteus). Han var blevet nært knyttet til de to omtrent jævnaldrende Digtere Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg. I Tidsskriftet »Taarnet«, som Jørgensen udgav i 90’ernes Midte, bidrog Claussen med baade Poesi og Prosa. Navnlig Venskabet med Jørgensen har sat væsentlige Spor i begges Produktion. Jørgensens Digt »Efter Læsningen af Frøken Regnvejr« (»Bekendelse« 1894) giver et Indtryk af den dybe poetiske Bevægelse, der fyldte hans Sjæl og Sanser, da han som helt ung hørte Claussen læse Digtet op. I »Sommer« beretter han om et Sommerbesøg hos Claussen paa Fyn; han har skildret Vennen og sig selv i Personerne Albert og Oluf, og deres lange virkelige Samtaler er i Bogen genopstaaet i en syntetisk Transfiguration. Til Gengæld har Claussen i et af »Pilefløjters« mesterligste Digte givet et overraskende dybt og rigtigt Billede baade af Vennen og sig selv, — det var første Gang, Claussen viste, hvor knapt og slaaende han kunde karakterisere det inderste, væsentligste, mest organisk bestemte i menneskelige Gemytter. Uoverensstemmelse i Livsopfattelse og Livsførelse skilte gennem lange Tider de to Venner, men i Claussens senere Leveaar fandt de hinanden igen.

I 90’ernes Begyndelse gjorde Claussen længere Ophold i Paris og Italien, og en Del af Kapitlerne i de to Rejsebøger »Antonius i Paris« og »Valfart« fremkom først som Breve i »Politiken«. Efter Faderens Død 1905 blev han Medudgiver af »Lolland-Falsters Folketidende«, efterhaanden omtrent Eneejer og blev derved en ikke blot økonomisk uafhængig, men meget velhavende Mand. Under et mangeaarigt Ophold i Paris (1905–12) kom han i nær Forbindelse med flere moderne Malere, hvilket resulterede i, at han selv begyndte at male; det var dog først i hans senere Leveaar, da den digteriske Evne ebbede ud, at han for Alvor kastede sig over Maleriet; hans maleriske Produktion blev efterhaanden omfattende, og han forsøgte sig ogsaa som Billedhugger i stor Stil. Men mens han i sin Poesi blev en Nyskaber og Foregangsmand, var hans Maleri nærmest Epigonkunst i en fransk impressionistisk Manér.

Hans litterære Produktion indlededes med Digtsamlingen »Naturbørn« (1887); derefter fulgte Prosafortællingerne »Unge Bander« (1894, med det henrivende Forspil paa Vers »Frøken Regnvejr«, hvor hans lyriske Talent pludselig brød frem i al sin Originalitet) og »Kitty« (1895). Lidt senere kom Rejsebøgerne »Antonius i Paris« og »Valfart« (1896), 1898 Skuespillet »Arbejdersken«, der samme Aar, under Herman Bangs Instruktion, opførtes paa Folketeatret og blev en Fiasko. 1899 fulgte Novellesamlingen »Mellem to Kyster« og den fremragende Digtsamling »Pilefløjter«, det første næsten fuldstændige Vidnesbyrd om hans lyriske Geni. N. A. kom hans eneste større Roman »Junker Firkløver«, der var tænkt som første Del af en Romanserie, der aldrig blev skrevet. 1901 udsendte han det litterært polemiske Digt »Trefoden«, der faldt, grundet paa dets Sammenhængsløshed i Komposition og dets Bizarritet i Formen, 1904 den straalende, vekselvis dystre og overstadige Digtsamling »Djævlerier«, der efterfulgtes af endnu fire Samlinger »Danske Vers« (1912), »Fabler« (1917), »Heroica« (1925) og »Hvededynger« (1930). Antologier af hans Lyrik findes i »Eroter og Fauner« (1910) og »Den danske Sommer« (1922). Prosaarbejdet »Løvetandsfnug« (1918) rummer Erindringer og Stemningsbilleder, Samlingen »Foraarstaler« (1927) Afhandlinger, Foredrag og Memoirer; hans Apologi for hans for Dunkelhed eller fuldkommen Uforstaaelighed angrebne Digte (»Pan og Diamanter«, »Væk ikke Svanerne«, o. a.) er pretentiøs i Formen og med et mildt Udtryk utilstrækkelig i Indholdet; Bogens vægtigste Afsnit er »Fabius’ Slægtstavle«, hvor han bl. a. giver et sønligt kærligt, baade sjæleligt og legemligt lige livfuldt Billede af sin Fader. Nogle højt fremragende Oversættelser har Claussen leveret i Heines »Atta Troll« (1901) og Shelleys »Den følende Blomst« (1906).

Claussens Berømmelse hviler paa hans Lyrik. Skønt hans Prosa, fremfor alt i Rejsebøgerne, ejer en betydelig Charme, rig som den er paa distinkte og fint nuancerede Udtryk, lunefuld og skiftende i sine Stemninger, men altid underlagt en streng og aarvaagen sproglig og stilistisk Kontrol, saa er det dog Verset, der blev hans naturligste Udtryksmiddel. Claussen er blevet anset for en »vanskelig« Digter, og adskilligt i de fleste af hans Værker berettiger dette Ry, der gjorde, at den store Læseverden vendte sig fra ham. Men det kan ikke noksom understreges, at det meste i hans lyriske Produktion er fuldkommen tilgængeligt, og at alt det i hans Poesi, der er skæmtefuldt og drilsk, gratiøst og ømt, vemodigt eller dulgt smilende gennem Taarer, alt det, der nynner, fløjter, sukker og hvisker, er dansk i egentligste Forstand. I »Pilefløjter« var hans Kunst udsøgt og simpel paa samme Tid. De ganske enkle Vers var valgt med saa virkningsfuld en Sikkerhed, at de videde sig ud, fortonede sig i stadig dybere Perspektiver og efterlod en Resonans, der blev ved med at tone i Ens Sind — selv de Digte, der synes født af Øjeblikket, faar et varigt Efterliv i vort Gemyt.

Claussen har været paavirket baade af Heine, Aarestrup, Baudelaire og Mallarmé, men han blev aldrig en Efterligner, han forvandlede det, han modtog, fyldte det med sit eget Stof. I hans tidlige Produktion blev Slutningsdigtet i »Pilefløjter«, »Røg«, det største Vidnesbyrd om hans Originalitet og Mesterskab; det blev skrevet just paa Skillevejen mellem hans Ungdom og Manddom, det er roligt og trygt i sin Følelse af en stadig rigere Vækst og et stadig mere fortroligt Forhold til Menneskene. Et andet Digt i »Pilefløjter« maa nævnes som et Eksempel paa den Del af Claussens Lyrik, der langt overskrider den specifikt danske Stemningspoesi, alt det skæmtefulde, ironiske og erotiske: »Buddha«; det ejer en majestætisk Musik, det er stærkt, næsten strengt i sin Grundfølelse, men de Billeder, hvorigennem denne enkle og mørke Livsfilosofi meddeler sig, er dybt anelsesvækkende og indspundne i et musikalsk Trylleri. Den Gruppe af Digte, som »Buddha« tilhører, er maaske Claussens vægtigste og magtfuldeste og den, der udøver den intenseste Suggestion: Digtet til Ingeborg Stuckenberg, en Klagesang af en uforlignelig Dybde i Følelsen og Visionen, »Imperia«, den vældige Hymne til Naturens ophøjede Umenneskelighed, saa fundamentalt forskelligt fra Romantikkens Naturpoesi. Claussen var noget af en Ordets Troldmand: mens de fleste af hans begavede Samtidige var optaget af at skildre minutiøst og redeligt objektivt, havde han en særlig Evne til at gengive ikke Tingene selv, men deres Spejlbillede i hans eget Gemyt. Derfor er de bedste af hans Billeder dobbelttydige, Naturen og Sjælen har indgaaet en intim Forening. Han ejede den intuitive Indfølingsevne. Hans Billeder er den sande og hemmelighedsfulde Inspirations, der »slaar« En i samme Øjeblik, man møder dem, men man udtømmer dem saa langt fra ved første Bekendtskab, at de tværtimod bevarer en æggende Uro i Ens Erindring.

Claussen har digtet skønt og simpelt om de evigt menneskelige Følelser, han har givet Forelskelsen og Sværmeriet, Forventningen og Vemodet de ægteste Udtryk, han har mere organisk naturligt end nogen anden kunnet forkynde: »Min eneste Grund til at være, er dette Foraarsbegær!«. Men han har ogsaa frembragt subtile og fortryllende Kunstværker af ganske upopulær Art. Han har skabt uforgængelige Drømmerier blot paa Klangen af en enkelt Glose. Der ulmer en mystisk Skønhedsglans over hele »Ekbatana«-Digtet. Disse Digte hører til det mest artistiske i vor Poesi, det er Lyrik i Renkultur uden forstyrrende »aandelige« Motiver — her nyder man, gennem selve Glosernes Evne til at fremkalde følelses- og fantasibetonede Associationer, Digterens intuitive Viden om, at Ordene ikke er Abstraktioner, der er blevet lutter Mening tømt for Farve, Duft og Musik. Men Claussen udartede ikke til at blive ren Artist, han havde en indre Virkelighed, en intim Menneskeforstaaelse at øse af, og det er denne indre Realitetssans, som skabte netop en Række af hans ædleste Digte (om Bellman og Heine, om Herman Bang og det ovennævnte om Ingeborg Stuckenberg). Alle disse Digte, saa reelle de end er, fortoner i en Musik, der efterlader et Ekko som fra det ubekendte og ubegrænsede.